Inspiration til at nå din målgruppe

Tænk utraditionelt om traditioner

Alt, der har med tekst at gøre, skal ramme en målgruppe lige det sted, hvor hjertet, fornuften, økonomien eller medmenneskeligheden sidder. envision – reklamebureau med blandt andet den kendte Anne Glad som direktør – har forfattet et blogindlæg om, hvor succesfuldt det kan være at få sit produkt til at flette sammen med forbrugerens juleglæde i ét stort bankende julehjerte. Som eksempelvis Tuborgs juleøl. I blogindlægget står blandt andet:

“… det nye tapetklister i vores liv kan blive de brands, der formår at spille en relevant rolle ved at blive ritualer, der giver mening og tryghed.”

Blogindlægget er godt fortalt og interessant, for højtider og mærkedage sætter gang i forbrugernes pumpefunktion både i hjerte og tegnebog. Vi har særlige ritualer til nytårsaften, påsken med frokoster og fastelavn i nærheden, Valentinsdag og de andre mærkedage, vi har adopteret og nu gjort til vores egne. Nogle brancher har ikke sin omsætningsmæssige højtid i bestemte sæsoner, men måske er der alligevel noget at komme efter. Udbydere af PREP-kurser til kommende forældre eller til nyskilte – mon ikke der er valid statistik på, hvornår der på året er flest fødsler og skilsmisser? Artikler og bøger om motivation og ledelse giver måske meget god mening at få forrest på webshoppen op til de klassiske ferieuger, hvor der for de fleste er lidt ro til at fordybe sig i andet end krimier?

Blogindlægget fra envision gav mig lidt inspiration, og måske kan det samme ske for dig. Læs med her på envisions blog. Eller her på Berlingske Business.